Tag på en hyggelig juletur til Malmø og oplev den skønne julestemning.
Her er fem tips til at opleve julemagien i Malmø med børn:
Vinterdrøm i Folkets Park
I Folkets Park kan du opleve den fine vinterudstilling “Vinterdrøm”. Et fint vinterunivers for hele familien med sjove figurer og historier.
Du finder også flere legepladser samt en stor skøjtebane i Folkets Park. Det er gratis at besøge Folkets Park og vinterudstillingen.
Hvornår: Den 11. december til 23. februar.
Julemarked på Gustav Adolfs Torg
I centrum af Malmø finder du Gustav Aldofs Torg, der i december er forvandlet til et hyggeligt juletorv med juleboder, hvor du kan købe personlige julegaver eller smage en lille bid af svensk jul.
Åbent: 28/11-1/12, 5/12-8/12, 12/12-15/12 samt 19/12-22/12. Alle dage kl. 11–18.
Katrinetorps julemarked
Katrinetorps julemarked byder på julehygge for hele familien. Her finder du traditionelt håndværk, lokalproduceret mad, blomster, antikviteter med mere. Der er også servering af mad, musik og aktiviteter både ude og inde. Mød blandt andet julemanden, eller prøv ponyridning eller en tur på den lille karrusel.
Hvornår: Den 6.-8. december. Det koster 80 kr. for folk over 15 år.
Der kører gratis busser til og fra Katrinetorp fra Gustav Adolfs Torg, mens der er julemarked.
Læs mere om Katrinetorps julemarked her
Køb julegaver i Emporia
I shoppingcenteret Emporia kan du gå på jagt efter julegaver, købe fine julesager eller blot kigge på de fine juleudstillinger. Du kan ofte spare en del ved at handle i Sverige, da den svenske krone er lav i forhold til den danske.
Emporia har også en fin indendørs legeplads og en masse forskellige spisesteder og caféer, hvis sulten melder sig.
Emporia holder åbent alle dage frem til juleaften.
Stor juleudstilling og juleshopping i Vellingeblomman
I Vellinge lidt udenfor Malmø finder du Vellingeblomman, der er et stort havecenter, men de har meget mere end planter og haveting.
Her i december har de f.eks. omvandlet stedet til en kæmpe juleudstilling, hvor du kan købe alverdens julepynt med mere til julen. Jeg har aldrig set så stor en julebutik før, så hvis du elsker jul, så skal du altså besøge Vellingeblomman i december.
Der var også masser af sjove ting for børnene, og de har blandt andet også kaniner, fisk og krybdyr. Du har også mulighed for at stille sulten eller nyde en kop varm kakao og en kage på stedets café.
Der er åbent i hverdagene kl. 10-19 og i weekenderne kl. 10-17. Tjek lukkedage osv. på vellingeblomman.se